Historie

Mit navn er Hanne Louise Top Knudsen, jeg er vokset op ved Ho Bugt 8 km nord for Esbjerg, min første hund var en tilløbende ruhåret foxterrier, som jeg fik lov til at beholde, efter at vi behørigt havde efterlyst dens ejere, som imidlertid ikke gav sig til kende. Hun fik navnet Pjevs, og enedes fint med min tamme kalkun Lasse, som ellers var min “hund”, som fulgte mig i tykt og tyndt og forsvarede mig så godt som nogen vagthund. Forbipasserende har selvfølgelig nok kigget noget, når de så en åndsvag unge lege på stranden, eller gå tur med en meget stor kalkun og en lille hund, men vi var alle tre meget lydige, løb ikke ud på Strandvejen, og kom næsten altid hjem til spisetiderne!

 

 

Pjevs havde nu ikke været 100% lydig, for hun havde fået hvalpe med Gud ved hvem? Der var 5 styk i meget smukke farver.

Dengang, før skoletiden, stod jeg altid meget tidligt op….En morgen, jeg var vel knap 5 år, hvor jeg sad på vores trappe og solens stråler skinnede så dejligt på mig, havde Pjevs og hvalpe valgt at forlade deres rede i en sidebygning for første gang. De varme hvalpe kom tumlende hen til mig. Det var lige præcis der DET skete. De hvalpe var bare det mest fantastiske, som var overgået mig, – de legede med mig, og de lugtede bare SÅ godt. Endnu engang fyldtes jeg med stor undren over, hvad alle de piger dog ville med deres dukker, og ønsker om mand og små grimme børn, – det skulle under INGEN omstændigheder overgå MIG, – men nu ville jeg være hundeopdrætter i stedet for kalkunavler!Og sådan blev det! (- Jeg har dog fundet en mand, der kan acceptere ca 10 hunde INDE i vores lille hus, når han bare må have førstesalen for sig selv!)

Tiden gik, og heldet tilsmilede mig igen, – endnu en hund kom tilløbende, – en airedale terrier hanhund ved navn Puk, men denne gang vidste vi hvem ejeren var, og vi kontaktede familien, så de kunne hente deres hund igen, de boede i Esbjerg ca 8 km fra vores lille hus ved stranden.Aldrig så snart de havde hentet deres laban af en hund, kom han tilbage til mig, nogle gange tog Puk bussen, så var han da fri for at løbe så langt, – han var en meget smart hund, der (som jeg) vidste præcis, hvad han ville. Det stod på i ca et halvt år. Nu var Puks ejere blevet alvorligt trætte af det, men de elskede jo den sjove hund, så de ville gøre et sidste forsøg. De ville gøre ALT for at holde ham hjemme. Hvis det så mislykkedes og han kom tilbage til mig måtte jeg beholde ham!
Dagene gik, og jeg sygnede hen, hvor fanden blev den hund dog af? De kunne vel ikke finde på at aflive ham? Han var vel ikke blevet kørt over? Havde Puk virkelig taget den forkerte bus, og fundet en han bedre kunne lide end mig?Tre lange måneder gik og pludselig lød Puks glade røst i gården, nu kunne jeg godt komme og lukke op for vandhanen, for man bliver jo tørstig af så lang en løbetur!

 

 

Men syg var jeg blevet, og det var faktisk vores huslæge, der fortalte mig, hvad det var for fine og sjældne racehunde, jeg havde: Fox terrier og airedale terrier, – det lød som sød musik i mine ører, så jeg blev ret hurtigt rask igen, især fordi Puk var kommet hjem, men også fordi vores genbo havde givet den lille syge Hanne nogle meget flotte engelske hundeblade at læse i, mens hun ventede og ventede.Nu var min mor og far jo avlere af alskens racefjerkræ, så jeg vidste et og andet om stamtavler, og når nu Puk efter sigende var så fin en hund måtte han jo have sådan en.
Denne gang tog vi begge bussen ind til den tidligere ejer, og sandelig om der ikke blev fremtryllet en DKK stambog fra en skuffe, de var nu ikke meget for at give mig den, men til sidst fik jeg den tilsendt i underskrevet stand. Det åbenbaredes, at Puk slet ikke var hans rigtige navn, derimod Lisbjerggårds Juno, jeg blev dog ved med at kalde ham Puk, for han var en rigtig skovtrold, så det passede ligesom bedre til ham.
Snart skulle jeg konfirmeres, og det er jo klart, at når alle de andre piger ønskede sig alskens udstyr, ja – så var det eneste jeg drømte om en mage til Puk, – men det var jo alt for dyrt, så det kunne jeg godt glemme alt om…. jeg blev igen ret sløj og bleg og jeg mistede appetitten….Lige indtil familien fik den glimrende ide at samle ind til tævehunden Billy, som jeg “helt tilfældigt” var kommet på sporet af…. ligesom jeg også nu havde fundet ud af, at der var noget, der hed KENNELMÆRKE og DKK og HUNDEBLADE med dansk tekst.Så da jeg blev konfirmeret som 13 årig fik jeg af nogle familiemedlemmer, som fuldstændig havde misforstået, hvad livet drejer sig om: En teske, en gaffel, en ske, en kniv og nogle flotte hæklede mellemværk, som jeg, når tiden var inde, skulle sy ind i mit og min kommende mands sengetøj. (Jeg har det smukke håndarbejde liggende i æsken endnu..) Af resten fik jeg heldigvis BILLY, hun var også fra Lisbjerggård, men det tyndede kraftigt ud i bestanden af mine forældres sjældne høns og fasaner, for der havde slet ikke været penge nok, hun kostede 35o, – kr med DKK certifikat, så de havde måttet lave en byttehandel… Min konfirmation husker jeg ikke meget af, – jeg var vist mest udenfor med min veninde og mine hunde, – jo, der var en sang digtet på melodien “Fiskerpigens sang”, inspireret af at vores hus lå lige ned til havet. Denne beliggenhed var også grunden til, at min kennel fik navnet VESTERLAND. Jeg fik kennelmærket registreret d. 18. april 1961, – jeg var da 13 år gammel. Dengang kostede det 2o, – kr for et års medlemsskab af Dansk Kennel Klub.

Nu boede der tre hunde under forhænget til vores køkkenbord, og der var ikke, som tidligere plads til skrukhøns der. Mine forældre gik nu også “i hundene” og da min mor var meget begejstret for cocker spaniels, fik vi også et par stykker af dem, de sidste fugle og al racefjerkræet forsvandt og mærkelig nok var min kalkun Lasse væk en dag, da jeg kom hjem fra sommerferie? – Nej – jeg tror ikke de har spist ham, han ville også have været alt for sej i den høje alder, som han havde opnået, og desuden holdt min mor, far og søster jo også af ham.
Også en engelsk setter på springtur flyttede på et tidspunkt ind hos os, jeg kaldte ham Prins, men efter et års tid fortsatte han sin videre færd ud i verden, og vi fandt ham aldrig igen.Det blev til 4 kuld airedales og også nogle få kuld cocker cocker spaniels gennem årene.Allerede dengang havde jeg lært at trimme mine egne hunde til husbehov, inspireret af de flotte engenske hundeblade, men jeg trimmede og klippede også andre folks hunde, hvad jeg havde lært på Kennel Guldkysten, hvor Billy var købt, og hvor jeg opholdt mig temmelig meget for at lære mere.
Dengang blev vi i skolen delt op, og jeg blev grundet min “høje intilligens” tildelt en plads i boglig linie og skolens ledelse og mine forældre, havde store planer med mig angående en højere uddannelse…Jeg skulle ikke vansmægte som min far, der var arbejdsmand, eller min mor, der gjorde rent på skolen et par timer hver dag. Det startede med realskolen og skulle senere efterfølges af Gymnasiet og måske ende med Landbohøjskolen i København. Altså dyrlæge.. for jeg var jo så glad for dyr!
Men hvad nu med mine hunde, hvis jeg skulle opholde mig flere år i København? – og når man er naturmenneske som jeg, og vokset op, nærmest i havet, hvad ville der så ske, hvis jeg skulle bo i en storby? Nej! – jeg var ikke 100% enig i disse fremtidsudsigter.
Som ung blev man ikke dengang spurgt om hvad man ville, så realeksamen skulle jeg i hvert tilfælde have!Nu var der bare lige det, at i avisen, som jeg selvfølgelig altid lige skulle skimme for hundeannoncer, så jeg en lørdag i foråret 1964 (en måned før den afsluttende eksamen) en annonce hvor Kennel Tais i Vejle søgte en elev til kennelen og den tilknyttede hundesalon!
Sikke en opstandelse der blev, skoleinspektøren, mine forældre, ja alle de voksne i vores omgangskreds parlamenterede i timevis. Nå, men om onsdagen 4 dage senere befandt jeg mig i skoven ved Vejle, – jeg var blevet udvalgt blandt 62 ansøgere. Der var kun to ulemper ved flytningen, – jeg savnede mine hunde, men jeg kunne jo komme hjem i nogle weekender, – jeg kunne ikke falde i søvn, fordi jeg ikke kunne høre bølgernes brusen, men da vinden friskede op efter en uges tid og susede i de høje træer, hjalp det, for de to “vuggesange” lyder næsten ens.
Jeg var da 16 år og det var her golden retrieveren trådte ind i mit liv, hvis det da ikke var omvendt!Ragnhild Albrechtsen, som ejede Kennel Tais, havde bragt de to allerførste golden retrievere til Danmark fra England nemlig Vagabond of Coalharbour, som desværre var død på det tidspunkt, hvor jeg ankom, og Empshot Charming Lady, og familien havde ligeledes haft det første kuld golden-hvalpe her i landet, Vagabond og Lady var forældre til dette kuld, hvoraf kennelen havde beholdt Phillips Kiwi og Phillips Tais Flapøre, der begge blev begge internationale champions.

 

 

Der boede 4 hunde fast inde i huset, nemlig Lady, Kiwi, Tais og mastiffen Skorpe, resten var inde på skift, ellers opholdt de sig i stalden eller de store løbegårde.I boksene i stalden var ca 15 golden, 2 flat coated og 3 labradorretrievere, derudover havde vi altid omkring 5 hunde af alle mulige racer til træning samt en hundesalon.
I min lærekontrakt stod bl.a.: KENNEL TAIS forpligter sig til at give frk. Hanne Knudsen en grundig uddannelse inden for kennelfaget, også omfattende alle arter af hundetrimning og – klipning, herunder pedicure, og andre behandlinger, der måtte falde ind under begrebet skønhedspleje for hunde.Jeg skulle også have en grundig uddannelse i alt vedrørende opdræt af racen golden retriever og andre racer, som kennelen måtte tage op:
Uddannelsen ville omfatte almindelig kennelarbejde, sygdomslære og – behandling, fodringslære samt jagthundetræning og lydighedstræning af alle mulige racer. Desuden teoretisk undervisning i fornødent omfang og der skulle skrives kennelrapporter, træningsrapporter og sundhedsjournaler. Månedslønnen i 1964 var på 225,- kr.

 

Igen sagde det klik, der hvalpe i en boks, moderen var Tais Golden Lady (en datter af de to første goldens i danmark) og faderen til hvalpene var Styxland Tarquinn, en af de 6 importerede goldens, der var på Kennel Tais, i dette kuld var der en lille mørk han med et rigtig frækt udtryk, ham måtte jeg bare eje, og der blev aftalt en afdragsordning, for han kostede noget mere end min månedsløn. Han var endnu en hund, man aldrig glemmer og jeg havde den store glæde at have ham i 17 år, men han var også døbt Tais Knock Out!

 

Tais Knock Out, – altid klar til en ny apport! Han er stamfar til næsten alle mine golden Retrievere af eget opdræt.

Det næste hund jeg købte, på en lignende afdragsordning, var en meget smuk og mild tævehvalp, som jeg døbte Tais Dusty, hun var efter en anden engelske avlshan, Norman of Lymrye, hendes mor var norsk importeret og hed Pansy. (Pansy var barnebarn af Lady og Vagabond)

 

 

 

Sammen fik disse to skønne hunde i alt 6 kuld, men det sidste var absolut ikke med min gode vilje, de var da begge højt oppe i årene, og der kom heldigvis kun een hvalp, – da den blev solgt 8 uger gammel var den snart halvt så stor som sin mor, så godt havde hun passet den!

 

 

Endnu en hund kunne jeg ikke leve uden, Tais Fanny, en bedårende tæve i et kuld efter Idyll of Colchiss og Styxland Tarquinn (min yndlingshan til træning), erhvervede jeg også, desværre viste hun sig at være steril, så jeg har ingen efterkommere af hende, – en skam for hun var virkelig en skøn hund, mere en enmandshund og jeg havde et meget nært forhold til hende.

 

 

Min søster købte Tais Jan, men kunne desværre ikke beholde ham, så ham fik jeg lov til at få.

En meget smuk lys han, som desværre også viste sig at være steril!

 

 

 

 

Se det var jo en “god” start på et golden-opdræt med 2 af 4 sterile hunde, men jeg havde alle 4 hunde op i en meget høj alder, så det var det eneste de “fejlede”

Jeg beholdt en tæve Vesterlands Idyll og en han Vesterlands Jupiter og via dem stammer næsten alle mine gyldne venner tilbage til de to første goldens i Danmark.

Den gamle blodlinie kender jeg til hudløshed, og jeg vil, så længe jeg kan, forsøge at bevare den, dels på grund af deres skønne temperament, men ikke mindst fordi de opnår en meget høj levealder.

Jeg beholder mine “pensionerede” avlshunde, til de dør, og alle folk, der kommer her, synes at det er sjovt og spændende, at jeg kan fremvise flere generationer til deres lille nye hvalp.

Til det kuld, jeg f.eks har her i 2005, kan jeg fremvise: Moderen, Vesterlands Occiput, faderen, Vesterlands Provo, 3 bedsteforældre og 2 oldeforældre, så her kan man da virkelig kalde det, at hilse på familien!

For at undgå indavl køber jeg af og til en ny avlshan: Fenwood Normann fra Mr. og Mrs. Godefroy i England, han er snart 14 år og still going strong, og Amber Bay Classic Get Ready (Tarquinn) af svenske og engelske blodlinier fra Ulla Jensen i Esbjerg. Disse to hanner har begge givet et godt supplement til mine “gamle blodlinier”, og deres hvalpe har vist sig at være stærke og sunde samt at være nogle dejlige familiehunde.

Nyt blod på tævesiden var Alicia købt hos Benny Grønbjerg i Sønderborg, fordi jeg var helt vild med hendes far DKCH Applejack og hendes oldefar Multi Ch Tallygold Waiting in the Wings. Alicia er måske nok ikke så vild med jagtlig træning som mine andre hunde, men til gengæld er hun super lydig og har lært sig selv alle mulige “cirkushundetricks”,

så hun har mange fans. Hun har fået hvalpe med Tarquinn og Vesterlands Karisma (ejet af Lotte Frikke, Branderup). Efter Tarquinn og Alicia har jeg Vesterlands Provo, som er far til 2005 kuldet og efter Alicia og Karisma har jeg beholdt Vesterlands Quiet Please og Queenie, de er født i juni 2004 og er mine nye håb, da de via Vesterlands Karisma repræsenterer min gamle blodlinie.